Lederstilling i Hærhjemmeværnets distrikt Midt- og Vestjylland med strategisk ansvar og samfundsmæssig betydning

dato

Som chef for en af de største operative og opstillende enheder i Hærhjemmeværnet og Forsvaret, får du en spændende, afvekslende og udfordrende hverdag med rig mulighed for at bringe dine operative-, ledelses- og beslutningsmæssige kompetencer i spil. Du vil indtage en central rolle i totalforsvaret med Forsvaret og Politiet, som de primære samarbejdspartnere.

Har du solid erfaring som chef og leder kombineret med bred stabserfaring og gode kommunikations- og samarbejdsevner, så er stillingen som chef for Hærhjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestjylland, der er ledig til besættelse 1. september 2026, måske noget for dig.



Om os

Hærhjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestjylland er det ene af seks Hærhjemmeværnsdistrikter i Landsdelsregion Vest. Hærhjemmeværnsdistriktet består af 19 hjemmeværnskompagnier (stabskompagni, infanterikompagnier, bevogtningskompagnier, politikompagnier, motoriseret overvågning og patruljeenheder). Hertil kommer to totalforsvarskompagnier (TFS). Kompagnierne er bemandet med frivillige Hjemmeværnssoldater mens TFS er bemandet med personel af reserven. Den daglige ansatte stab består af 19 militære og civile medarbejder. Derudover har distriktet en større fuldt integreret operativ stab bestående af Hjemmeværnspersonel og personel af reserven.

Distriktets hovedkvarter er beliggende i gode faciliteter på Ingeniørkasernen i Skive. Ansvarsområdet er geografisk sammenfaldende med Midt- og Vestjyllands Politikreds og dækker i alt 11 kommuner i Midt- og Vestjylland/Nordjylland. Distriktet har, inden for ansvarsområdet, ansvaret for Hjemmeværnets støtte til det øvrige forsvar, Politiet og samfundet generelt og kan ved operative opgaver indsætte enheder fra øvrige dele af Forsvaret.

Distriktet repræsenterer i sit ansvarsområde det samlede forsvar overfor samfundets øvrige beredskabsmyndigheder og spiller en nøglerolle i forhold til at samordne og koordinere med de militære garnisoner og installationer i området.

Distriktets vigtigste opgave er at samordne ikke militære aktører om en militær opgaveløsning.

Hjemmeværnsdistriktet har sammen med de enkelte kompagnier i distriktet til opgave at rekruttere, fasthold og opstille Hjemmeværnssoldater til distriktets underafdelinger, så de kan indsættes til støtte for Forsvaret, Politiet og til hjælp for øvrige dele af samfundet. Derudover har distriktet til opgave at opstille to Totalforsvarsunderafdelinger, hvor føringskadren er bemandet med personel af reserven.



Om stillingen

Som chef for distriktet indgår du i Landsdelsregion Vests chefkollegie, hvor du i rammen af National Forsvarsplan sammen med øvrige chefer bidrager til udviklingen af såvel Regionens som distrikters opgaver, roller og ansvar, så vi som national landmilitær operativ enhed kan bidrage til forsvaret af Kongeriget i almindelighed og Regionens ansvarsområde i særdeleshed.

Som chef for distriktet har du ansvaret for, at tilrettelægge det operative virke, hvor bemanding af underafdelinger samt de operative og uddannelsesmæssige opgaver er i centrum.

Du forventes at kunne tage ansvar for at operationalisere National Forsvarsplan herunder selvstændigt, og i samarbejde med lokale aktører at udarbejde, aftale og implementere lokalt tilpassede operative løsninger og procedure.

Du har ansvaret for distriktets drift og udvikling, hvor fokus skal være på opgaveløsningen og den bedst mulige udnyttelse af de rådige ressourcer i et helhedsperspektiv.

Du bliver chef for et Hærhjemmeværnsdistrikt og er nærmeste foresatte for:

  • 19 hjemmeværnskompagnichefer (KN-F)
  • 2 totalforsvars kompagnier (KN-R)
  • Stabschefen (fastansat M331)
  • Frivillig stabschef (MJ-F)
  • Distriktets næstkommanderende (MJ-R)
Hertil kommer flg. enheder der ved indsættelse udskilles af moderkompagniet og referer direkte til dig som chef:

  • Motoriseret overvågning
  • Patruljedeling
I distriktet er der i den aktive struktur pt cirka 1300 hjemmeværnssoldater og i reservestrukturen er der cirka 3000 hjemmeværnssoldater. Hertil kommer personel af reserven der indgår i staben og i to totalforsvarsunderafdelinger, der fortsat er under opbygning.

Ud over daglig ledelse af distriktet forventes det, at du har evnen og viljen til at repræsentere distriktet og Hjemmeværnet positivt i lokalsamfundet. Du har herunder kontakt til såvel militære som civile samarbejdspartnere med henblik på at sikre kendskabet til og udnyttelsen af Hjemmeværnet, som en frivillig militær beredskabsorganisation. Du refererer til chefen for Landsdelsregion Vest.



Om dig

Du er oberstløjtnant eller har potentiale til at kunne blive udnævnt til M401 niveauet i forbindelse med ansættelsen. Du har gennemført videreuddannelsestrin II for militære ledere eller tilsvarende uddannelse. Det er ønskeligt, at du har gennemført operations- og føringsuddannelse, har været underafdelingschef og har en baggrund fra kamptropperne – men det er afgørende, at du er stærk på ledelse og operative analyser. Du har haft stabstjeneste på højeste funktionsniveau/chefniveau, for eksempel ved Hjemmeværnskommandoen, Forsvarskommandoen og/eller ved Hærkommandoen.

Det vil være en fordel, såfremt du har kendskab til eller forståelse for de vilkår, der knytter sig til Hjemmeværnets virksomhed, herunder erfaring fra tjeneste med ledelse af frivillige og personel af reserven. Dit personlige engagement og din personlige fremtræden i rollen som inspirator for den frivillige hjemmeværnssoldat er helt afgørende. Du bør yderligere kunne opfylde nedenstående krav:

  • Gode analytiske evner, der modsvarer stillingens krav til det operative og daglige virke, herunder relevant erfaring og gode resultater fra udsendelse i internationale operationer og samarbejde.
  • Bred ledelsesmæssig baggrund samt interesse og evner for ledelse under vanskelige forhold, herunder i forbindelse med store forandringer.
  • Evnen til at tænke og virke gennem et helhedssyn, hvor du formår at tænke koncernens udvikling og drift ind i virket for dit ansvarsområde.
Som en del af den militære chefkreds er du en vigtig medspiller i udviklingen og implementeringen af de strategier og direktiver mv., der gælder for Hjemmeværnet og Forsvarsministeriets koncern, og du formår, gennem din organisation, at omsætte disse i samarbejde med dine kollegaer og medarbejdere.

Vi søger en chef, som i sin tilgang til andre har let ved at samarbejde og skabe tillid omkring sin person, ligesom gode kommunikationsevner er vigtige. En stor del af din ledelse sker gennem dit gode personlige eksempel, og du har konstant fokus på at motivere og udvikle andre gennem situationsbestemt- og anerkendende ledelse. Det forventes, at du er fleksibel, også for så vidt angår arbejdets tilrettelæggelse, da mange af opgaverne løses i samarbejde med de frivillige om aftenen og i weekender. Du skal være indstillet på at arbejde med frivillige chefer og andet nøglepersonel under de vilkår, der gælder i en frivillig organisation.

Der vil desuden blive lagt stor vægt på, at du vurderes bredt anvendelig til andre chefstillinger indenfor hele Forsvarsministeriets myndighedsområde.



Ansættelsesvilkår

Stillingen er indplaceret i løngruppe 1 i henhold til rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten. Derudover er der mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer.

Hvis du i forvejen er tjenestemand, er der mulighed for at ansættelsen kan ske som tjenestemand, hvorefter den lønmæssige indplacering vil ske i lønramme 37.

Ansøgningen skal stiles til Kongen, medmindre du allerede er indplaceret i lønramme 37.

Ansættelsesområdet er Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner.

Dit daglige tjenestested er Skive.

Såfremt du er udpeget til deltagelse i en international operation skal du gøre opmærksom herpå i din ansøgning.

Som ansat under Forsvarsministeriet er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og kunne opretholde denne i hele din ansættelsesperiode.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger kan erklæres fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

Stillingen er ledig til besættelse 1. september 2026 eller snarest herefter.



KONTAKT OG ANSØGNING

Har du fået lyst til at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chefen for Landsdelsregion Vest, oberst Peter Fausing, på telefon +45 61871941 eller e-mail: lrgnv-ch@mil.dk.

Hvis du vil høre mere om Hærhjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestjylland, er du velkommen til at kontakte den nuværende stillingsindehaver, oberstløjtnant Peter Dahl på telefon 25552292 eller på e-mail hdmvj-ch@mil.dk

Har du spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Melina Omercajic, 3266 5577 eller e-mail: pkom-meo@mil.dk.

Ansøgning sendes elektronisk via linket ”søg stillingen”.

Ansøgningsfrist er 10. juni 2026, og det forventes, at samtaler afholdes i uge 25 eller uge 26.

Hjemmeværnet er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

Som ansat i Hjemmeværnet er du omfattet af nogle særlige vilkår. Dette betyder, at du blandt andet er forpligtet til at deltage i fredsskabende og fredsbevarende missioner med videre.

Læs mere om Hjemmeværnet som arbejdsplads på www.Forsvaret.dk

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Skive Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Hærhjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestjylland Skive Kaserne, Bygn 48, Sdr Boulevard, 7800 Skive

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 10-06-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/8564ea53-2d36-4673-9f08-5ddf131190f6

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet