LåneRiget skifter fra Selde til Balling: Skal ud på nyt bibliotekseventyr

Låneriget. Foto: Skive Kommune
dato

LåneRiget er hverken et stationært folkebibliotek eller en mobil bogbus, men noget, der ligger et sted midt imellem. En ombygget beboelsesvogn danner de fysiske rammer om LåneRiget, der er tænkt som et supplement til bibliotekets øvrige betjening i Skive og Bogbussen.  

Siden oktober har LåneRiget haft til huse i Selde over for ældrecentret – et centralt sted i byen. Indvendig går hyggen, som man kender den fra biblioteket i Skive, igen.

Der er et par siddepladser, der kalder på afslapning, samvær og eftertanke, og så er der selvfølgelig massevis af lokkende bogforsider og alt mulig andet godt biblioteksguf, der står i kø for at inspirere gæsterne. I vognen kan man låne, aflevere, orientere sig og opleve.

-Der blev ikke lagt fingre imellem med idéerne, da vi i sin tid skulle i gang med at indrette LåneRiget, men det har hele tiden været meningen, at vi gerne ville skabe den der hytteagtige og hjemlige stemning i LåneRiget, fortæller Skive Kommunes bibliotekschef Vita Debel.

Hen ad vejen måtte idéerne modereres i takt med at de blev afprøvet og måske ikke rigtig holdt vand:

-I sådan en proces med at indrette et sted som LåneRiget sker der bare ting, man ikke kan forudse. Både i indretnings- og byggefasen, men også i den måde tilbuddet bliver taget imod på i landsbyerne, siger hun.

Blæst bagover
Inden længe forlader LåneRiget Selde til fordel for Balling. Således kan der gøres en mini-status på LåneRigets første akt – det er overvejende positivt.

-Vi har følt, at Selde ville os fra dag et. Faktisk har vi været blæst helt bagover for den interesse, der har været i forbindelse med de arrangementer, vi har holdt i LåneRiget. Det virker til, at alt lige fra børn til ældre har taget stedet til sig, fortæller assistent Stinne Bæk Nielsen, der har været dybt involveret i processen med at få LåneRiget på hjul og ud at leve.

Brugerne skaber liv
LåneRiget i Selde har budt på en bred vifte af arrangementer. Oplevelseslæsning, bogcafé, åbent hus, bogvogterkursus for børn og en fest i form af et rejsegilde har været blandt aktiviteterne. Idéen er at brugerne skal skabe indholdet, og derfor er det egentlig lidt vanskeligt at definere hvad LåneRiget helt præcist er og bliver.

-LåneRiget er et forsøg på at redefinere biblioteksbetjeningen i oplandet, så den bliver meget nærværende for borgerne. I Selde er vi blevet blæst bag over af den store interesse, men det er ikke sikkert, at tilbuddet bliver det samme, nu hvor vi rykker til Balling. Det kommer helt an på, hvad brugerne ønsker, siger Stinne Bæk Nielsen.

Til for at blive brugt
LåneRiget har haft døgnåbent, og egentlig har der kun været aflåst få timer i forbindelse med nytåret. Før åbningen blev spørgsmålet da også stillet: tør I det?

-Det er min holdning, at hvis vi er bekymrede over hvordan folk bruger faciliteterne, så skal vi slet ikke have et tilbud som LåneRiget, siger Stinne Bæk Nielsen.

Eventuelle bekymringer er da også blevet gjort totalt til skamme. Faciliteterne er blevet brugt – til lidt af hvert endda - men ikke misbrugt. Således er et beskidt gulv efter dage med sjappet føre, det ”værste”, der er overgået LåneRiget.

-Der har overhovedet ingen ballade været, og det har jo nok også rod i, at LåneRiget eksisterer i et tæt samarbejde med borgerne fra lokalområdet, siger Vita Debel og nævner en af mange solstrålehistorier fra Selde:

-I Selde oplevede vi, at en af de lokale tog LåneRiget til sig, og holdt øje, og gik lidt til hånde dernede ind imellem. Dét er da medborgerskab. Det er vigtigt, fordi vi fra bibliotekets side ikke kan gøre det alene, og det er tænkt som et samarbejde med det lokalområde, LåneRiget står i. Og det har det virkelig været, siger hun. 

På nye eventyr
På biblioteket i Skive er de godt i gang med at evaluere LåneRigets første tid. Blandt andet viser tal, at der i LåneRigets tid i Selde har været mennesker i vognen hver dag – bortset fra en stille dag mellem jul og nytår. I uge 8 skal vognen have foretaget diverse reparationer på BOMI i Skive – BOMI der også har stået for LåneRigets design og interiør.

Derefter skal LåneRiget ompakkes med nye materialer tilpasset til Balling. Arbejdet med at etablere kontakt til de lokale i Balling er også allerede i fuld gang:

-Og har man idéer, må man endelig ikke tøve med at kontakte os, opfordrer såvel Stinne Bæk Nielsen som Vita Debel.

Farvel og goddag
De glæder sig begge til det nye eventyr i Balling, og er samtidig overbeviste om, at det ikke er et farvel til Selde:

-Vi vil rigtig gerne tilbage til Selde en anden gang. Måske på en anden årstid så borgerne her også oplever hvad LåneRiget kan i forårs- og sommermånederne, enes de.

LåneRiget åbner i Balling i uge 8 og vil holde ved Pulsen. Fra medio juni til medio august flytter den ud i sommerlandet: 

-Men vi ved ikke hvor endnu. Vi håber på, den kan opstilles ved en campingplads eller sommerhusområde, og derved være et tilbud til turister i området, fortæller Vita Debel.

LåneRiget søger en ny placering fra september. Har man forslag til, hvor den skal flytte hen, er man mere end velkommen til at kontakte biblioteket.

Kilde: Skive kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook