Når Kultur i Midtbyen løber af stablen fra den 13. til 20. juni, er det ikke bare enkelte arrangementer, der rykker ind i Skive – det er en hel uge, hvor kulturen flytter ud i gaderne og gør midtbyen til et levende mødested.
Programmet er Kulturelt Samråd Skives og deres medlemmers fælles bidrag til Skiveegnens Kulturuge, og med over 40 arrangører bag er der skabt en uge spækket med oplevelser i alle afskygninger.
Her er noget at gå efter – uanset om man er til musik, fællessang, kunst, leg eller bare nysgerrig på, hvad der sker rundt om hjørnet.
Koncerterne fylder naturligt en stor del af ugen. Publikum kan blandt andet opleve Signe Svendsen og Lars Skærbæk, Rasmus Nøhr, Nive & the Deer Children samt festlige indslag med Barfoeds Jump Band og Salsalon og en række lokale musikere. Der bliver også mulighed for selv at være med – til både fællessang og salsa-workshops, hvor alle kan deltage.
Samtidig er der plads til de mere anderledes oplevelser: En babykoncert for de allermindste, den interaktive strikkekoncert Jazz med rullekrave, hvor garn og jazz går hånd i hånd, og festspillet Lyden af historien, som folder Skives fortællinger ud ved kirkerne.
For børn og familier er der masser at kaste sig over – med børnekulturdag, cirkus, kreative værksteder og aktiviteter, hvor man kan bygge træmænd, male og lege sig gennem dagen. Rundt i byen kan man også møde unge kunstnere, der arbejder live i byrummet.
Det hele bindes sammen af ønsket om at skabe liv, nærvær og fællesskab i midtbyen – og at vise, hvor meget kulturlivet i Skive faktisk rummer.
"Vi er så glade for, at de kulturelle foreninger i Skive står sammen om Kultur i Midtbyen. Det giver os mulighed for at vise noget af alt det fantastiske kulturliv, vi har her – og invitere alle med ind i oplevelserne," siger Eva Mørup Mikkelsen, daglig leder i Kulturelt Samråd Skive.
Langt de fleste arrangementer er gratis. Enkelte koster 50 eller 75 kr., og tanken er enkel: Man skal kunne komme forbi, blive hængende og måske få en oplevelse, man ikke lige havde planlagt.
Se hele programmet på skiveportalen.dk