Pernille Vermund trykker nu sin egen kandidat i Skive på maven før kommunalvalget:
Erik Mortensen kan ikke være medlem af Nye Borgerlige, hvis han peger på en rød borgmester, siger Vermund.
Erik Mortensen har dagen før kommunalvalget 2021 udtalt, at han vil pege på en socialdemokratisk borgmester, hvis ikke Venstre ekskluderer to af partiets unge kandidater.
Men det falder ikke i god jord hos hans formand:
“I Nye Borgerlige sikrer vi ikke en rød eller radikal borgmester et flertal, da det ikke kan lade sig gøre at føre borgerlig politik med et sådant flertal. Hvis man overtræder de retningslinjer, kan man ikke være medlem af Nye Borgerlige.” Det skriver Pernille Vermund til TV Midtvest.
Erik Mortensen, der tidligere er blevet ekskluderet fra Dansk Folkeparti, kan blive eksmedlem af et parti igen, hvis han ikke følger Vermunds vink med en vognstang.
Erik Mortensen vil pege på en socialdemokratisk borgmester, fordi medlemmer af Venstres Ungdom har påklistret tekst på modkandidaters valgplakater med denne opfordring:
“...Eller stem på en yngre kandidat. Stem nummer 2 eller 3 på Venstres liste.”
Det udløste en politianmeldelse fra Nye Borgerliges lokalforening, og nu vil Erik Mortensen altså pege på en anden borgmester, hvis der ikke sker en ekskludering af de to unge Venstre politikere.