Der er vist ingen tvivl om det: Dansk Folkeparti ville meget gerne have haft Inger Støjberg som formand. Det ændre en ubetinget dom i Rigsretten for ulovlig adskillelse af asylpar ikke på.
Preben Andersen, byrådsmedlem for DF i Skive Kommune, har tidligere været ude og budt Inger Støjberg velkommen i kredsen.
Og partiets formand, Kristian Thulesen Dahl, havde også meget gerne set Inger Støjberg som ny formand for DF:
“Jeg synes, det er drønærgerligt. Jeg mener, Inger Støjberg passer som fod i hose i forhold til den politik, som jeg har stået for som formand for Dansk Folkeparti. Hun er en urkraft i forhold til gennemslagskraft. Det politiske indhold passer, så hun havde været en styrke”, siger han til Tv MidtVest.
Men Inger Støjberg har nu meddelt, at hun ikke stiller op til formandsposten for partiet. Støjberg, der skal afsone 60 dages fængsel på et ukendt tidspunkt i år, har heller ikke meldt sig ind i partiet.
I stedet vil Inger Støjberg bruge tid på at udbygge sin hjemmeside:
“Der kommer til at ske rigtig meget fremadrettet på den her side. Nu skal vi have det sjovt. Nu skal det være helt uden filter”, siger Støjberg i en video ifølge TV2.
Det vides endnu ikke, hvordan og hvornår Støjberg skal afsone sin dom.