Inger Støjberg, der blev valgt ind for Venstre i Skive-kredsen, afsoner for tiden Rigsrettens dom på 60 dages fængsel med fodlænke. Indtil nu kunne hun også fordrive tiden med at skrive klummer for Ekstra Bladet, men nu er hendes tid som klummeskribent ovre.
Ekstra Bladet vil ikke have politikere ansat til at skrive klummer, og derfor må Støjberg se sig om efter andre opgaver.
“Når Inger Støjberg ikke skal skrive for Ekstra Bladet, er det, fordi hun har et politisk projekt nu. Vi har ikke politikere ansat, som har et projekt, de skal bære over en målstreg”, siger ansvarshavende chefredaktør Knud Brix.
Inger Støjberg er gået igang med en landsdækkende kampagne, sammen med tidligere formand Kristian Thulesen Dahl, for at bevare forsvarsforbeholdet i EU. Det politiske arbejde får nu avisen til at lukke døren for Inger Støjberg som klummeskribent.