Hurra for håndboldpiger og drenge: Brårup-elever fejrede dobbelt DM-guld

Foto: Skive kommune. Fejring på Brårup Skole. Foto: Skive Kommune.
dato

Brårup Skoles 8. klasser leverede den flotteste præstation til DM i skolehåndbold, og både pige- og drengeholdet kom hjem med guldmedaljer. Det blev fejret på skolen på behørig vis.

Håndboldpiger og -drenge fra Brårup skole leverede alle en forrygende indsats ved DM i skolehåndbold i sidste uge, og det gav pote i form af guld til såvel skolens pigehold som drengehold. De hjemvendte håndboldspillere blev mandag eftermiddag fejret med hundredvis af flag, klapsalver, nationalsang og borgmesterbesøg.

-Det er jo en fuldstændig forrygende flot, så selvfølgelig skal det fejres. Og så er der jo det, at når man glædes på andres vegne, så bliver man selv rigtig glad indeni, sagde skoleleder Jette Præstholm til elever, personale og enkelte fremmødte forældre i Brårup Hallen.

- I det hele taget har vi meget at glæde os over her på Brårup Skole, tilføjede Jette Præstholm og fortalte om hvordan eleverne på det seneste har gjort sig positivt bemærket med deres engagement ved blandt andet Danmarks Indsamlingen, DM i Skills, Orlaprisen og et utrætteligt elevrådsarbejde.

Fællessang for fællesskabet
Inden salen brød ud i ”Der er et yndigt land”, fik håndboldspillerne også rosende ord med på vejen af borgmester Peder Christian Kirkegaard:

-Hjertelig tillykke. Det er bare fantastisk flot. Noget af det store ved holdsport er blandt andet, at det kan udvikle os som mennesker, og det er noget, man kan tage sig med videre i livet, lød det.  

Gode ambassadører
De to ottendeklasser vandt årets danske mesterskaber i skolehåndbold i fineste stil. Begge hold gik ubesejrede gennem hele turneringen, og efterfølgende var der ros – ikke bare for spillet, men også den måde, eleverne viste sig frem på:

-Når man så efterfølgende hører, at eleverne fra Brårup også har bemærket sig ved den måde, de har opført sig på overfor alle hold på, bliver man altså glad, sagde Jette Præstholm.

- Ja, det er virkelig noget at være stolt over: at man opfører sig godt med respekt for både med- og modspillere. Så er man virkelig en god ambassadør for Brårup Skole, men også for hele Skiveegnen, sagde Peder Christian Kirkegaard.

Mesterskaberne foregik i Helsinge, og trænerteamet bestod af lærerne Christian Dahl Pedersen og Jess Bak.

https://skive.dk/nyheder/kufa-skole-og-dagtilbud/hurra-for-haandboldpiger-og-drenge-braarup-elever-blev-fejret-paa-skolen/
Kilde: Skive kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook