Hos Grete får man en ærlig og ordentlig behandling

Foto: Git-Las. Butikken i Skive
Profilbillede
dato

Når en kunde står i prøverummet hos Git-Las og spørger indehaveren, Grete Laursen, hvordan kjolen sidder, får hun en ærlig tilbagemelding. Grete kan også finde på at foreslå en lille ændring eller omforandring, for hun har øje for den mindste detalje.

Efter Gretes eget udsagn er hun af den gode, gamle årgang, hvor man lærte at klare sig selv og få det bedste ud af alting.
Derfor er hun også i dag selvhjulpen i alt, hvad hun sætter sig for, og det kommer hende til gavn i butikken i Skive.

Grete startede i sin tid med at arbejde på forskellige systuer rundt omkring.
Hun var lærenem og lurede dem snart kunsten af i både tegnestue, klipperi, skæreri og ved symaskinerne.

”Jeg tror godt, jeg kan sige, at jeg kan det meste med en symaskine,” siger Grete.

“Også i dag. Jeg har faktisk tre af de symaskiner stående, som jeg anskaffede mig for over 30 år siden, og de er i brug endnu.”

Da Grete tilstrækkeligt mange gange var blevet spurgt af venner og bekendte, om ikke de kunne sy noget for dem, besluttede hun sig for at oprette sin egen systue og gøre det til en levevej.

Hun startede hjemme i huset i Mønsted i 1995 og fik snart mange faste kunder.
Hjemmet blev for trangt, så i 1997 rykkede hun i lokaler i Stoholm, og via en omvej til Rødding havnede hun i Skive, hvor hun nu har haft butik Git-Las på gågaden i 20 år.

I dag koncentrerer Grete sig om det færdigsyede tøj.

”Jeg elsker at klæde en kvinde pænt på,” fortæller Grete.

”Egentlig ville jeg gerne selv udføre flere omforandringer, når det er relevant, men tiden tillader det ikke. Til gengæld er jeg altid ærlig og anbefaler det til mine kunder, hvis det kan gøre en forskel for dem. Ellers ville jeg ikke være tro mod min faglige stolthed.”

Kunder fra hele landet

Grete har en stor og trofast kundekreds.

”Jeg har mange dejlige stamkunder, der kommer fra hele landet,” fortæller Grete.

”Det er ikke usædvanligt, at hvis en skibonit er flyttet til København eller Sønderjylland, så kommer hun altid lige inden om Git-Las og kigger, når hun er hjemme og besøge fødebyen. Det kunne jo være, der lige var et godt tilbud eller noget nyt i butikken.”


Foto: Git-Las // Hos Grete er du altid sikker på, at du finder smart tøj til kvinder i alle aldre

Ind imellem arrangerer Grete modeshows, der er meget populære.

Ofte følges mor og datter ad til disse shows, og det siger lidt om spredningen i alder i kundekredsen.
Den ældste stamkunde er over 90, og den yngste 25. Der er noget for enhver smag på bøjlerne i Git-Las.

I omegnen af Skive er der mange sommerhusområder, og også her kan Grete prale af at have mange stamkunder.
Når det er højsæson i sommerhusene, er der også kunder i butikken.

En helt speciel stemning

Grete hører tit, at der er en helt speciel stemning i butikken.
Der er rigtig rart at være, og kunderne føler sig nærmest som en del af en stor familie, når de kommer ind.

”Jeg hørte forleden en kunde sige, at Git-Las er den eneste butik, hun kan få sin mand med ind i, når hun skal købe nyt tøj,” griner Grete.

”Han bliver tilbudt en stol og en snak, og så er han tilpas.”

Tillid får hun også fra sine medarbejdere.
Grete har en flexjobber og to damer på deltid til at hjælpe sig.
De behøver ikke hverken personalemøder eller lange samtaler for at få hverdagen og arbejdsplanerne til at gå op.

”Vi snakker om tingene, når de opstår,” siger Grete.

”Jeg har på papiret en ugentlig fridag, men hvis vi fornemmer, at der er henholdsvis stille eller travlt i butikken nogle dage, kan det også blive til flere halve fridage i stedet for.”


Foto: Git-Las  // I butikken finder du alt til at sammensætte den perfekte helårs-garderobe 

Én ting har Grete dog ikke været herre over: Coronaen. 

Det var ikke helt planlagt, at hun måtte tvangslukke butikken i tre måneder og ikke kunne betjene sine kunder i den tid.
Det var en svær tid for hende. Men hun er kommet ud på den anden side med både butik og medarbejdere i behold, og det er hun meget taknemmelig for.

Pensionist? – Nej tak

Grete mistede sin mand til sygdom i 2001, og siden har hun været gift med sin butik.

”Jeg tænker somme tider på, at det kunne være rart, hvis jeg blev ved med at have de samme kræfter, som da jeg var yngre. Jeg har slet ikke lyst til at tænke på, at der kommer en dag, hvor jeg skal lukke butikken. Men jeg bliver ved, til jeg ikke kan slæbe mig herind mere, - for pensionist kan jeg da slet ikke forestille mig at være,” understreger Grete.

Hendes voksne børn bor i hhv. Århus og Mønsted. En lille sjov historie er den om sønnen, der i år 2000 sagde til sin mor, da hun rykkede ud med forretningen og symaskinerne på Sportsvej i Mønsted til Stoholm:

”Kan jeg ikke leje lokalerne, så vil jeg prøve at åbne en cykelforretning?”

Der var kun 35 m2, men et sted skal man jo starte, og i dag driver Gretes søn Mønsted Cykel- & Motorservice fra en stor og moderne forretning og værksted fra adressen, hvor det gamle forsamlingshus i Mønsted lå.

Kig forbi Git-Las’ Facebookside og se Gretes store udvalg af dametøj og tilbehør.

Dette indhold er annoncørbetalt og er produceret i samarbejde med en annoncør.
Kilde: Git-Las

Seneste på facebook