De unge flytter fra Skive for at studere, arbejde og få en portion livserfaring. Nu nærmer julen sig, og derfor tilbyder kommunen dem et lift med julebussen hjem til jul.
Grundet stigende coronasmitte i samfundet, er det ikke længere muligt at tilmelde sig julebusserne, for kommunen må sikre sig, at transporten foregår sikkert.
Tre busser vil køre på landevejene til Aalborg, Aarhus, Odense og København, og busserne fyldes ikke helt op for at sikre, at der er god afstand mellem passagerne.
Det er Klub78xx, der har fundet på julebusserne til de fraflyttede unge. De unge kan få et lift hjem til andesteg, julegaver og forældre, men også introduceres for det lokale innovations- og iværksættermiljø i Skive.
Bussens rute ender nemlig ved Elværket, hvor de unge bliver præsenteret for tilbud såsom gratis kontorplads under studiet, makerspace, rådgivning på cases til projektopgaver, erhvervsnetværk og deltagelse i grønne innovationsforløb.
“Hvis vores fraflyttede unge på sigt skal blive såkaldte boomeranger – unge som flytter tilbage til barndomsegnen – er det helt afgørende, at de har kendskab til mulighederne og alle de gode ting, der finder sted på Skiveegnen. Hele formålet med Klub 78xx er at åbne de unges øjne for leve- og karrieremulighederne på egnen, og derfor er det også vigtigt at vise de unge Skiveegnens muligheder, og inspirere dem til hvordan de kan drage nytte af de forskellige ressourcer, netværk og faciliteter”, fortæller udviklingskonsulent Helle Dalsgaard Pedersen i Skive Kommunes pressemeddelelse.