HEM Denmark vandt RENT LIV-prisen ved Skive Business Awards

Foto: Skive Kommune. Salgschef og medejer i HEM Denmark Bo Heilskov med RENT LIV-prisen ved Skive Business Awards 2022.
dato

Sammen med CEO Tommy Jensen står Bo Heilskov i spidsen for HEM Denmark. Det var første gang, virksomheden deltog i Skive Business Awards. Foto: Skive Kommune.

 10 priser blev uddelt, da det lokale erhvervsliv blev hyldet ved Skive Business Awards i aftes, torsdag den 26. januar.

En af dem var vores RENT LIV-pris. Den gik til HEM Denmark, som leverer træplader til eksempelvis møbelindustrien og byggebranchen.

Salgschef og medejer Bo Heilskov var på scenen og modtage RENT LIV-prisen, som blev uddelt af formanden for Udvalget for Teknik og Miljø i Skive Kommune, Goska Rasmussen. Han lagde vægt på stoltheden ved anerkendelsen fra det lokale erhvervsliv, men også værdien i at bruge prisen aktivt i den branche, HEM Denmark opererer i.

- Vi er overraskede og meget glade for at vinde prisen. Det betyder meget, at det lokale erhvervsliv har set os og bemærket vores arbejde. Det har ligeledes en stor værdi for os som virksomhed at kunne signalere udadtil, at vi har vundet en bæredygtighedspris i Skive Kommune, som af Dansk Industri er kåret som den bedste til grøn udvikling, sagde Bo Heilskov umiddelbart efter modtagelsen af prisen.

HEM Denmark har et stort fokus på bæredygtighed og arbejder for at styrke brugen af træ i den grønne omstilling, og mere end 90 % af deres træ er FSC- eller PEFC-certificeret.
De har desuden udviklet deres egen CO2-beregner til at beregne og spore udledningen af CO2 fra indkøb til udlevering fra eget lager.

Nominering skabte god energi
Siden nomineringen i efteråret har både ledelse og medarbejdere i HEM Denmark gået og været spændte på, hvordan udfaldet ville blive til selve prisuddelingen, og det har skabt god energi på arbejdspladsen.

- Vi var meget beærede over at blive nomineret, for der var mange gode virksomheder med i opløbet. Og jeg ville da også lyve, hvis jeg sagde, at der ikke har været lidt nerver på, sagde Bo Heilskov.

Han understreger, at RENT LIV-prisen er en blåstempling af det arbejde med bæredygtighed, Hem-virksomheden har gjort i mange år, og som nu er blevet et fokusområde i hele verden.

- Det er fedt, at vi kan tage den her pris med til kollegerne og sige, at det vi gør i hverdagen, bliver anerkendt og gør en forskel, sluttede Bo Heilskov.

Kilde: Skive Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.