Hun har stået på Roskilde Festivals Orange Scene – og nu kan du opleve hende helt tæt på i Skive.
Nive & the Deer Children indtager Det Gamle Rådhustorv med deres særlige musikalske univers, hvor engelske og grønlandske tekster smelter sammen med arktisk mystik, inuit-folk og americana-inspireret indie. Resultatet er en varm, poetisk og helt unik koncertoplevelse.
Frontfigur Nive Nielsen er kendt for sin nærværende stemme og sine finurlige, personlige sange, der balancerer det eftertænksomme med det legende. Sammen med sit band og sin karakteristiske lille røde ukulele skaber hun en stemning, der både er intim, dragende og fuld af fortællinger.
Med et nyt comebackalbum på vej i 2026 er Nive mere aktuel end længe – og publikum kan glæde sig til både nye sange og udvalgte favoritter.
Koncerten er en del af Kultur i midtbyen under Skiveegnens Kulturuge, hvor Kulturelt Samråd sammen med lokale aktører inviterer til en række gratis kulturoplevelser.
Kik forbi Det Gamle Rådhustorv, Skive på mandag den 15. juni kl. 19.00–20.15. Der er gratis adgang
Kom med på en musikalsk rejse fra Arktis til midtbyen i Skive.