Blå Bog
51-årige Goska Rasmussen stiller op for Venstre til kommunalvalget i Skive Kommune. Goska har boet i kommunen i 27 år og er i dag bosat i Glyngøre.
Hvad betyder din opstillingskommune for dig?
Det er vigtigt for mig at bo i en kommune, hvor jeg, min familie og borgere har det godt. En kommune, hvor der er god service både for borgere og for virksomheder. En kommune, hvor der er et rigt kultur- og idrætsliv. En decentral kommune, med ledelse tæt på beslutninger. Og en kommune, hvor udvikling og vækst er nøgleord i arbejdet i byrådet og i forvaltninger.
Hvorfor stiller du op til kommunalvalg 2021?
Jeg vil være med til fortsat at udvikle vores kommune.
Jeg vil stadigvæk arbejde for at få flere unge mennesker i uddannelse (gerne erhvervsuddannelser) eller job.
Jeg vil gerne give vores virksomheder gode rammevilkår for vækst, for så skaber de flere spændende jobs, som folk vil flytte efter og forhåbentlig bosætte sig i kommunen.
Det er også vigtigt for mig, at de ældre og udsatte får en værdig behandling og at vi har frit valg i vores kommune.
Den grønne omstilling og digitalisering bliver afgørende for hvordan vores kommune klarer sig i fremtiden. Vi skal gå foran med digitalisering af en lang række kommunale opgaver som f.eks. intelligent afhentning af affald.
I det hele taget alt det vi tilfører i kommunen skal give mere værdi for vores borgere.
Hvad er dine politiske mærkesager?
1. Kvalificeret arbejdskraft
Med den laveste arbejdsløshed i hele Danmark er vi nødt til at gøre indsats for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft både til vores virksomheder og til omsorg og pleje sektoren (de varme hænder). Dette skabes ved at få alle i arbejde og bl.a. ved at gøre os attraktive overfor udenlandsk arbejdskraft og ved at gøre en større indsats for at få flere indvandrerkvinder i arbejde.
2. Decentral struktur og synlig ledelse
Borgerne skal mærke nærhed, værdig behandling og kompetence tæt på. En ledelse, som kan træffe beslutninger decentralt og ledelse, som er synlig. Vi skal skære ned på bureaukratisk dokumentation der, hvor det er muligt og hvor det giver mening.
Vi skal værne om den decentrale struktur ift. skoler, daginstitutioner, plejehjem mm. Bestyrelser skal involveres mere i beslutninger på de enkelte institutioner og der hvor man ikke har en bestyrelse, skal sådan en etableres.
3. Attraktive byggegrunde, boformer og attraktivt studiemiljø
Vi skal lytte til borgere og udstykke attraktive byggegrunde, som kan være med til at øge bosætning i kommunen. Vi skal være bedre til at arbejde med forskellige boformer, så der er flere "varer" at vælge imellem. Med Danmarks Tekniske Universitet på GreenLab, High Voltage Uddannelse på Skive College, Iværksætter- og Innovations Hus i Elværket har vi brug for at skabe mere attraktivt studiemiljø for vores studerende og for alle dem, som kommer til Skive i praktik eller for at forske.
I samarbejde med private entreprenører skal vi sørge for at der bliver bygget studieboliger på Elværks kvarteret eller Slagterigrunden.
4. Grøn omstilling og digitalisering
Vi skal opstille min. 50 ladestandere til elbiler i kommunen de næste 2-3 år.
Det er vigtigt, at kommunen vælger udbud og indkøb med krav til bæredygtighed.
En god digital infrastruktur er afgørende for at fastholde eksisterende og tiltrække nye virksomheder til kommunen.
Vi skal gå foran med digitalisering af lang række kommunale opgaver som. f.eks. intelligent afhentning af affald.
Hvad er det første, du vil gå i gang med, hvis du bliver valgt?
Hvordan vi kan få flere i arbejde.
Hvad er dine fritidsinteresser?
Læse bøger, se opera og ballet.