Fursundegnen har lagt billet ind på Landsbyprisen 2023. Ikke i form af den traditionelle skriftlige ansøgning, men som en podcast af en lille times varighed.
I podcasten tager to af egnens ildsjæle, Leon Sørensen og Axel Pallesen, rundt til Junget, Thorum, Selde og Åsted. Undervejs kommer de ind på samarbejde, organisering, kunst, tilbud og faciliteter, bæredygtig udvikling og det, der gør byerne og egnen til noget ganske særligt, der er værd at kæmpe for.
Podcasten kan nu høres på Spotify og skaberne håber, det er den første i en kommende serie.
Prisen, der ud over æren består af 150.000 kr., uddeles årligt af Region Midtjylland til den landsby eller landsbyklynge, der viser nye veje til det gode og bæredygtige liv i landdistrikterne. Der er ikke formkrav til ansøgningen, så længe den indeholder en fyldestgørende beskrivelse af landsbyen og dens udvikling.
Ansøgningerne vurderes af et fagligt panel inden Regionsrådet træffer valget på mødet i april.