FC Salling U15-Piger vendte chokstart til sejr

Foto: Ronnie Svenson // FC Salling U15-Piger.
Profilbillede
dato

Trods fire afbud, småskader og et tidligt mål imod, så sejrede FC Salling U15-pigerne tirsdag aften ude mod FyrkatQ

Oven på en hård sæsonstart med to nederlag kunne FC Salling U15-piger noterer sig for anden sejr i træk tirsdag aften ude mod FyrkatQ.

Her var cheftræner for FC Salling U15-piger Ronnie Svenson utrolig stolt over comebacket: 

"Jeg er meget tilfreds med holdets indsats. Fyrkat scorede efter 1 min. på en situation, hvor de skød meget langt ude fra. Vi var lidt for passive i situationen og så havde Fyrkat også heldet. Men vi giver aldrig op og selvom ikke alt lykkedes, så kæmper pigerne alt det de kan og det gav i sidste ende et fortjent resultat i dag"

Især det faktum, at man ikke blot vendte kampens resultat, men faktisk endte med at dominere kampen var Ronnie meget tilfreds med:

"Det var et meget fortjent resultat og sejren burde have været større. En umulig bane med meget langt græs gjorde det svært at spille fodbold ved jorden, som vi gerne vil, og så kan vi heller ikke helt sige os fri for manglende koldblodighed foran målet. Samtidig er Fyrkat et hold man helst skal foran imod, så at komme bagud efter under 1 min. var langt fra en optimal start"

"Men vi producerede mange gode chancer i løbet af hele kampen og fik i løbet af 1. halvleg et markant overtag. Også i 2. halvleg, hvor det næsten kun var et stort pres for at få det andet mål og derved sejren. Ingen afslutninger til Fyrkat efter pausen og Fyrkat må takke deres dygtige keeper for, at spændingen trak ud"

Derfor var den eneste panderynke efter kampen for cheftræner Svenson primært det tidlige mål:

"Vi ville meget gerne have undværet deres mål efter 1 min. Den ændrede kampen til deres fordel og gjorde, at de kunne forsøge at stille sig kompakt. Og så lykkedes det korte spil ved jorden heller ikke rigtig godt i dag, men det skyldes nu græsmarken vi spillede på. Den lignede mest af alt græsplænen i haven derhjemme, når man kommer hjem efter 14 dages sommerferie og robotplæneklipperen har været kørt fast fra 1. dag"

Masser af roser til de fightende FC Salling-piger og især de unge debutanter

"Der er rigtig mange, der gør det godt, så der skal ikke fremhæves nogen fremfor andre. Men vi havde i dag 4 afbud, hvilket betød vi havde fire U14 spillere med i stedet. To af dem startede inde og har også tidligere spillet for os. (Sara Kristensen og Marie Bach Søndergaard), mens tvillinger Anna og Laura Thesbjerg startede på bænken. Laura havde en lille skade og kom efter aftale ikke på banen, mens Anna fik sin debut. Og det blev en flot en af slagsen. På 20 min fik hun vist hun ikke er bange for at spille med og gå til den og så blev det lige toppet med en assist til sejrsmålet"

Udover stærke præstationer fra de lånte U14-spillere, så ser Ronnie lige nu midtbanen, som en af holdets helt store styrker: 

"Det at vi spiller meget varieret. Midtbanen gør ikke altid det samme og sætter mange forskellige typer angreb op. Astrid Nautrup er eksempelvis dygtig til at tage fat i bolden og drible/aflevere sig frem på banen, mens Filipa Haras laver nogle fantastiske dybdebolde over lang afstand. Denne variation gør os meget svære at spille mod, samtidig med at pigerne har en meget stor vilje"

Derfor er opskriften også simpel for cheftræneren frem mod næste kamp søndag d. 5 september mod ViborgQ:

"Det er bare at forsætte med det, vi allerede har gang i. Det ser rigtig godt ud og vi spiller rigtig god fodbold. Kunne vi ønske noget fra sidelinjen, så kunne det være, at vi igen fandt en skarphed, som den vi havde mod FC Thy."

Kampens forløb:

1 min: 1-0 til Fyrkat

28 min: 1-1 Signe Hammer

66 min: 1-2 Liva Astrup Jensen assist Anna Thesbjerg



Kilde: FC Salling U15-Piger

Seneste på facebook