Det kan være rigtig svært at være søskende til børn med et handicap. Ofte går de alene med mange tanker og følelser omkring familiens situation, og det kan have vidtrækkende konsekvenser for barnet – selv langt ind i voksenlivet.
-Ofte oplever vi, at søskende til børn med handicap står alene med de svære følelser, fordi de ikke vil belaste deres forældre yderligere, og det er altså noget, der påvirker deres trivsel, fortæller Kristina H. Jensen, der er Skive Kommunes projektkoordinator for mestringsindsats til søskende til børn med handicap.
Med kurset SIBS får man nye redskaber til at tackle det særlige vilkår, som er i familien, når man har søskende med handicap.
Klæder familien bedre på
Med kurset SIBS får man nye redskaber til at tackle de særlige vilkår, som er i familien, når man har søskende med handicap. Via SIBS forsøger man at styrke kommunikationen mellem søskende og forældre, og derudover klæde forældrene bedre på til at svare på barnets spørgsmål og yde støtte rent følelsesmæssigt.
De første erfaringer med SIBS i Skive Kommune er allerede gjort. Indtil videre har man afholdt to gruppeforløb i 2022, og i løbet af 2023 og 2024 skal der afholdes fire mere.
Interesserede søges
Skive Kommune søger lige nu interesserede familier, der har lyst til at deltage. I målgruppen er familier til børn med fysiske handicaps, psykiske handicaps eller udviklingsforstyrrelser:
-Det er vores forventning, at indsatsen giver positive resultater på både børne- og forældreniveau, sådan at deltagerne i sidste ende oplever færre psykologiske udfordringer, øget viden om diagnosen og styrket kommunikation i familien. Så hvis man sidder og tænker, at det her kunne være spændende, er det altså bare med at melde sig, siger Kristina H. Jensen og tilføjer
-Ved deltagelse får man nye redskaber til at styrke kommunikationen i familien og mestringen omkring det vilkår at have et barn i familien, som har en funktionsnedsættelse. Det er således lige så meget et forældrekursus, som det er et søskendekursus, siger hun.
Der bliver løbende sammensat grupper til søskendekurset, og grupperne sammensættes, så børnene matcher i alder. Således bliver man tilbudt et kursus, når der er flere børn i samme aldersgruppe. I faktaboksen her på siden eller på www.skive.dk/sibs kan man blive klogere på SIBS og finde praktiske informationer.