Om få uger afslutter Skive Kommunes 11 social- og sundhedshjælperelever deres uddannelse. Men det er ikke et helt almindeligt hold – de 11 elever kommer nemlig fra fem forskellige lande; Irak, Tyskland, Nepal, Eritrea og Danmark.
For at støtte eleverne igennem uddannelsen, så har Skive Kommune og Social- og Sundhedsskolen sammen tilrettelagt et skræddersyet forløb for dette hold – med stor succes.
- Resultatet af den koordinerede indsats er for det første at alle eleverne har gennemført uddannelsen, siger Dorte Søgaard, uddannelseskonsulent i Skive Kommune. Eleverne har opnået mange fine kompetencer. Og en vigtig sidegevinst er, at eleverne oplever, at de har fået stærke relationer – både på uddannelsen og på arbejdspladserne, hvor de har været i praktik.
Eleverne kommer fra fem forskellige lande. Udover den almindelige undervisning på skolen og oplæringen i praktikken i Skive Kommune, så har eleverne været samlet til temadage med fokus på deres personlige og faglige udvikling. Eleverne har derudover fået et ekstra forløb i skriftlig og mundtlig dansk, fordi det netop er et hold med mange nationaliteter. Og dét at holdet har været samlet så ofte, har gjort, at de har fået et særdeles godt sammenhold:
- Dét at vi har bidraget til at eleverne har fået et netværk, er en gevinst i sig selv, udtaler Dorte Søgaard. Derudover er jeg naturligvis glad og stolt over, at vi nu står med 11 fagligt dygtige social- og sundhedshjælperelever, som er klar til at komme ud og bidrage med alt det de har lært.
Vil du også gerne uddanne dig indenfor social- og sundhed? Så læs mere om dine muligheder her.
https://skive.dk/nyheder/sas-pleje-omsorg/et-helt-saerligt-uddannelsesfaellesskab/