FC Salling drog lørdag til Thisted Kunstgræsbane, hvor de skulle op imod Thisted FC. Efter en meget hårdt spillet kamp, kunne FC Salling rejse hjem med tre point efter en 0-1-sejr.
Sejren kom dog ikke hjem uden problemer, og FC Salling var i perioder under hårdt pres. Michael Nissen er derfor meget tilfreds med drengenes evne til at stå imod:
“I dag var en vaskeægte arbejdssejr, mod en modstander som kom med en enorm fysik og hurtighed. I 1. halvleg sætter vi nogle fine ting sammen i perioder, men efter pausen kommer vi under hårdt pres. Vi står dog rigtig flot imod og holder hele vejen hjem endda uden at give det store væk.”
FC Salling-drengene har påtaget sig en særligt god vane på det seneste, hvor de nu for femte kamp i streg ikke lukker mål ind, til stor tilfredstillelse for Nissen.
“Vi holder igen, igen clean sheet - nu for 5. kamp i træk. Det er endnu engang afgørende for, at vi vinder kampen. Vi må bare sige at vi står rigtig godt i vores defensive organisation, og så arbejder vi benhårdt selvom vi en dag som i dag er vores modstander fysisk underlegne.”
Målet blev scoret af Mattias Rold efter en lille halv time, og selvom hele holdet brillerede med en god kamp, så måtte Nissen anerkende at Rold var dagens mand i skysovs.
“Generelt må jeg rose drengene for en flot arbejdsindsats i dag hvor alle knokler røven ud af bukserne, men jeg er nødt til at fremhæve Mattias Rold, som spiller en rigtig flot kamp.”
På lørdag den 13. maj skal FC Salling møde Aalborg KFUM. Kampen fløjtes i gang klokken 10:00 på Nordjyske Bank Arena (KFUM).
Kampens resultat:
0-1
til
FC Salling
Række: U15 Drenge Liga 2
31' | 0-1 | Mattias Rold |