I går formiddag skulle drengene fra FC Salling U-13 forsøge at få første sejr på tavlen, da de hjemme på Egeris Idrætsanlæg tog imod FS Holstebro.
Desværre blev drengene fra Vestjylland sallingboernes overmænd, da kampen endte med cifrene 7-0 til udeholdet. Dog ser resultatet voldsommere ud end kampens forløb ifølge FC Salling U-13s cheftræner Morten Bülow:
"Jeg synes, at resultatet er alt for stort, da vi er fint med de første 25 min, hvor vi spiller lige op med dem"
Der var derfor også positive ting for U13-drengene at tage med fra nederlaget lørdag formiddag, mener Morten:
"Jeg er fint tilfreds med de første 25 min. hvor vi er aggressive og vi holder de aftaler, vi har, der viser vi noget vilje og gejst"
"Jeg synes også, at vores opspil og det at tage de rigtige løb og få byttet rigtig af, viste noget vilje, hvilket var fint i 1. halvleg"
Giver benzin til træningsbanen
Et gammelt jysk ordsprog lyder: "Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget". Og Morten var også helt sikker på, at de unge gutter kunne lære en masse af de ting, der ikke lykkedes på en dag som den i går:
"Da vi kommer bagud, falder vi for meget sammen og vores aftaler bliver brudt. Der er ikke den samme aggressivitet og vi begynder at sparke bolden frem i stedet for at spille den op"
Men første halvlegen var en positiv oplevelse og derfor også, hvad der blev lagt fokus på efter kampen, hvor især to spillere fortjente et ekstra skulderklap:
"Der er mange, jeg synes gør det godt i 1.halvleg, som jeg har sagt til drengene er det den halvleg, vi skal tage med videre. Hvis jeg skulle fremhæve nogle, er det Oskar for sit store løbe arbejde og Marius R. for at lave de rigtige løb og vinde en masse nærkampe, men som sagt var der flere der gjorde det godt"
Derfor er planen også lagt for, hvad der skal arbejdes videre med den kommende tid på træningsbanen. Og det er jo den eneste måde, man udvikler sig på:
"Vi skal blive ved med at arbejde med vores aggressivitet og de rigtige løbemønstre"