Skive Kommune har sendt et informationsbrev ud til de borgere, virksomheder, institutioner og foreninger, der bliver berørte af vejafspærringen i forbindelse med den store cykelfest på Skiveegnen: Afviklingen af den fjerde etape af PostNord Danmark Rundt, der løber af stablen fredag den 19. august 2022.
"Din vej bliver lukket i to timer fredag den 19. august 2022."
Sådan indledes det informationsbrev, som Skive Kommune den 29. juli har sendt ud til 4.500 borgere, virksomheder, institutioner og foreninger, der bliver påvirket af vejafspærringen fra klokken 16.00-18.00 på løbsdagen. Brevet er sendt ud i e-Boks.
Afspærringen sker for at give plads til opløbet. Det foregår på en rundstrækning i Skive by, inden vinderen af dagens etape kan stille sig øverst på podiet og lade sig hylde i målområdet ved Strandtangen.
Der vil være spærret for al til- og frakørsel i løbet af de to timer, men det vil være muligt at bevæge sig til fods eller cykle. I tilfælde af behov for udrykning med ambulancer, fra politi eller brandvæsen kommer de naturligvis frem.
Ved at sende informationsbrevet ud nu er tanken, at de berørte borgere, virksomheder, institutioner og foreninger kan planlægge sig ud af eventuelle gener i forbindelse med vejafspærringen.
Læs mere om PostNord Danmark Rundt her.