Fem skoler fra Skive kommune sætter nu ekstra fokus på bæredygtighed i madkundskab. Skolerne har taget imod et tilbud fra Spar Nord Fonden med gratis klassesæt af bøger med teori og bæredygtige opskrifter.
Der er stor interesse for bæredygtig madlavning i Skive kommune, hvor Resen Skole, Skivehus Skole, Aakjærskolen, Ådalskolen og Krabbeshus Heldagsskole er blandt de i alt 783 skoler på landsplan, der har taget imod Spar Nord Fondens tilbud om gratis klassesæt. Den store interesse for undervisningsmaterialet vækker begejstring hos Spar Nord Fonden.
– De overraskende mange bestillinger og feedbacken fra skolerne viser, at nyt, velresearchet og tidssvarende materiale om bæredygtighed - også i madkundskab - er meget efterspurgt. Og for os er det samtidig et stort plus, at elevernes dom er: Let at forstå, flere opskrifter skal prøves derhjemme og at retter uden kød faktisk smager mega-godt, siger Elisabeth Rosenbeck Viksnins, der er leder af strategiske projekter hos Spar Nord Fonden.
Undervisningsmaterialet, der består af både digital undervisningsvejledning og opskrifts- og teoribog i farver og hardback til samtlige elever, er et resultat af et samarbejde mellem Danmarks Lærerforening, Foreningen for Madkundskab og Spar Nord Fonden.
Danmarks Lærerforening hilser samarbejdet velkommen
Materialet er udarbejdet i samarbejde med forfatter og lektor i madkundskab Helle Brønnum Carlsen, og projektet er finansieret af Spar Nord Fonden med godt seks millioner kroner. Formålet er at formidle viden og læring til børn om Verdensmål nr. 12 – Ansvarligt forbrug og produktion – herunder reduktion af madspild, sænkning af CO2-aftryk, social bæredygtighed, økonomisk bæredygtighed og sprøjtegifte.
Med over 182.000 nytrykte bøger fordelt over to skoleår har donationen og samarbejdet mellem Danmarks Lærerforening, Foreningen for Madkundskab og Spar Nord Fonden manifesteret sig i titusindvis af skoletasker – og helt ude i de danske hjem. Det møder stor tilfredshed hos Danmarks Lærerforening.
– Vi ved, at nye og opdaterede materialer er eftertragtede i undervisningen, men det kan være svært at finde plads til det i skolernes pressede budgetter. Derfor er sådan en donation og samarbejdet med Spar Nord Fonden, hvor vi endda kan være med til at forme materialerne efter, hvad der er brug for, en kæmpe gave til både undervisere og elever. Og så er det desuden et krav, at mens teoribøgerne bliver på skolerne, så skal eleverne tage opskrifts- og inspirationsbøgerne med hjem, hvor de kan inspirere familien med bæredygtige råd og lækre grønne retter. Det er undervisning der rykker, siger Regitze Flannov, der er Formand for Undervisningsudvalget i Danmarks Lærerforening.