Af Formand ove Jensen, Skive og Omegns Teaterkreds
Den kendte engelske forfatter og dramatiker Harold Pinter skrev i 1978 stykket ”Bedrag”. Det blev opført første gang i England i 1978, og det blev en skandalesucces. Stykket bygger nemlig på Pinters egen utroskabsaffære, hvor han havde en affære med Joan Bakewell, mens han var gift med Vivien Merchant. Stykket fortæller om affæren set fra den bedragne ægtemands synsvinkel, fortalt i omvendt rækkefølge, så det åbner med affærens slut, og bevæger sig bagud i tid. Dette kunstgreb er senere benyttet i en række spillefilm, men stammer fra Pinter.
Søndag aften havde knapt 200 teatergængere fornøjelsen at se stykket ”Bedrag” i Skive og Omegns Teaterkreds´ arrangement på Skive Teater. Det var Folketeatret med de kendte skuespillere Anette Støvlebæk, Niels Ellegaard, Henrik Lykkegaard og Adam Schmidt, der stod for opførelsen.
Vi fulgte det originale manuskript og åbnede med slutningen for at bevæge os tilbage i historien. Hvem kan du mest stole på? Din partner eller din bedste ven? Stykket gav ikke et endegyldigt svar. Der var tale om fine og sikre skuespilspræstationer fra alle de fire medvirkende. Med hensyn til kulisserne var der blandede meninger blandt publikum.
Var de lidt for simple eller bare tidssvarende? Enkelte publikummer mente ikke lyden levede op til den standard, man plejer at møde i teatersalen. Med dette in mente giver anmelderen stykket fire ud af seks stjerner.
Denne artikel er et læserbidrag. Eventuelle holdninger og synspunkter tilhører forfatteren.