Lørdag kl. 13:00 var scenen sat til en følelsesladet kamp på Højslev Stadion, da Højslev IF sendte MorsØ FC hjem med et 4-0-nederlag. Men det var ikke kampen der var fokuspunktet.
For lidt over to uger siden afgik holdkammerat og ven, Niels Emil Madsen, ved døden i en tragisk trafikulykke. Lørdag skulle Højslev IF spille deres første kamp siden, og det stod klart at denne kamp blev spillet i ære og respekt for deres afdøde ven.
Cheftræner Michael Henriksen sætter et par ord på måden, holdet fik håndteret det hele på. Niels Emil ville være stolt, understreger han.
“Efter et par hårde uger efter den tragiske hændelse, der gjorde at vi måtte tage afsked med en afholdt og elsket holdkammerat, var det med følelserne uden på tøjet, at vi gik på banen for at ære Niels Emil. Der er dog ingen tvivl om, at han ville have været stolt af drengene, som leverede en fremragende indsats, der endte i en fuldt fortjent sejr,” fortæller cheftræneren.
Hvad var det så der fungerede så utroligt godt for jer i kampen?
“Måske på grund af kampens betydning - men vores energi og engagement var fuldstændig fantastisk og det var tydeligt, at alle spillede med et formål.”
Som det er blevet nævnt, så var det helt store fokus rettet mod Niels Emil. Men Linus Beyer gjorde i den grad sit, da han brillerede med et hattrick:
“Holdindsatsen i dag overskygger alt, men klart at Linus med tre mål stod stærkt i billedet. Men det største i dag var drengenes indsats og fællesskab og deres iver for at ære Niels Emil.”
“Æret være hans minde,” afslutter Michael Henriksen.
På torsdag den 13. oktober skal Højslev Station IF møde Hanstholm IF. Kampen fløjtes i gang klokken 19:00 på Højslev Stadion.
Kampens resultat:
4-0
til
Højslev Station IF
Række: Herrer Serie 2 - Efterår
3' | 1-0 | Linus Beyer Christensen |
4' | 2-0 | Emil Holm Lauge Karlsen |
29' | 3-0 | Linus Beyer Christensen |
75' | 4-0 | Linus Beyer Christensen |