Fredag eftermiddag blev de virksomheder i Skive Kommune, der er kåret til Gazeller i 2022, fejret i rådhusannekset Den Blå Diamant af Business Skive og Skive Kommune for at hylde deres flotte præstationer i det forgangne år.
Her var kommunen vært ved en frokost, og Business Skive havde fået fabrikeret en gave til Gazellerne i deres Makerspace i Elværket. Gaven bestod af en kurv med lokale lækkerier samt fire krus, hvorpå ’Årets Gazelle 2022’ samt en lykønskning var trykt.
Business Skive havde fået produceret krus i Læringsambassadens Makerspace på Elværket. – Det er unika-krus, der ikke laves igen, og I kan jo for eksempel tage dem med til kundemøder og blære jer lidt, sagde Business Skives direktør Lars Fjalland, efterfulgt af et ’hjerteligt tillykke.’ Sammen med krusene fik virksomhederne lidt lokale lækkerier. Foto: Skive Kommune.
Til at byde velkommen og hylde Gazellerne var Borgmester Peder Chr. Kirkegaard, formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget Gregers Frederiksen, direktør for Business Skive Lars Fjalland, kommunaldirektør Thomas Lindberg og teknisk direktør Maibrit Lykkegaard, som også er konstitueret erhvervschef.
I sin tale til Gazellerne nævnte Borgmesteren blandt andet, at deres fremgang og succes også smitter af på lokalsamfundet i høj grad, fordi de skaber vækst, udvikling og ofte nye arbejdspladser. Erhvervslivet er et afgørende element for at kunne finansiere et velfungerende velfærdssamfund og en høj levestandard. Topscoreren på listen, som i øvrigt også var Gazelle sidste år, har haft en omsætningsvækst på 359 %.
- Gazellevirksomheder er rollemodeller for, hvordan man med vækst og risikovillighed skaber nye jobs og med kreativitet og optimisme viser vejen for andre. Derfor er I et meget vigtigt forbillede for andre i vores samfund, sagde Peder Christian Kirkegaard.
JEWA Skive får overrakt en gave af Borgmesteren. Foto: Skive Kommune.
Også direktøren for Business Skive kunne også glæde sig over, at det går så godt for egnens erhvervsliv.
- Det er virkelig flot, at vores virksomheder på Skiveegnen kan præstere så flot år efter år. I 2022 er det endda med en fremgang på 20 % i forhold til sidste år, og det siger noget om vores virksomheders robusthed og ihærdighed fortsat at kunne vækste i en post-corona- og krisetid, fortalte Lars Fjalland.
Maibrit Lykkegaard, som er teknisk direktør, og også konstitueret erhvervschef, pointerede, at virksomhederne skaber arbejdspladser og er dermed med til at sikre fremtiden for Skiveegnens erhvervsliv.
- Vi vil som kommune meget gerne være med til at markere, når virksomheder og iværksættere her på egnen klarer sig godt. Vi er stolte af at have et stærkt erhvervsliv, og vi vil gerne understøtte iværksætterlysten og den vækst, virksomhederne oplever, sagde Maibrit Lykkegaard.
De udnævnte Gazeller for 2022 er:
• Rito ApS (Skive)
• B. G. Montage (Spøttrup)
• Vestsalling Hjemmeservice ApS (Spøttrup)
• JEWA Skive ApS (Spøttrup)
• Svane Køkkenet Skive ApS (Skive)
• SP Flise- og Murerfirma (Højslev)
• Ålekistevej Mark APS (Roslev)
• Wood House Denmark A/S (Roslev)
• Dacapo Optik 7800 ApS (Skive)
• Hem Elektro ApS (Skive)
• Alf Myhre Transport ApS (Spøttrup)
• JH Montage, Skive ApS (Skive)
• Vibla ApS (Skive)
• Skive Frugt og Grøntbørs A/S (Skive)
• Wimex A/S (Skive)
• AMN-Misting ApS (Skive)
• Ransborgs Reparation og Service ApS (Skive)
• Højslev El ApS (Højslev)
For halvdelen af de 18 virksomheder er det første gang, de er blevet kåret til Gazelle. For tre af virksomhederne er det deres fjerde kåring.