32-årige Camilla Bakbøl er Skive Kommunes nye Bevæg Dig For Livet-konsulent.
- Det er med stor glæde, vi byder Camilla Bakbøl velkommen. Vi ser frem til, at vi i et bredt samarbejde kan få Skiveegnens beboere i endnu mere bevægelse, og med Camilla Bakbøl på holdet er udsigterne meget lovende, siger Thomas Andersen.
Han er leder af Ungdomsskolen-Skive, hvor den nye Bevæg Dig For Livet-konsulent vil få sin daglige gang fire af ugens fem arbejdsdage sammen med kommunens øvrige bevægelseskonsulenter, Skive Idrætssamvirke, samt ungdomsskolens fritidsteam.
Mere bevægelse i livet
Camilla Bakbøl bor i Viborg, er uddannet pædagog og har et solidt kendskab til skoleverdenen og foreningssamarbejde. Desuden er hun en ivrig sportsudøver og er blandt andet uddannet gymnastikinstruktør i DGI-regi.
Som ny Bevæg Dig For Livet-konsulent skal Camilla Bakbøl fortsætte det gode arbejde for Skive Kommunes ambitiøse mål: At 2800 flere beboere på Skiveegnen skal dyrke idræt eller anden motion:
- Det er især blandt teenagere og unge, de nye motionsaktive skal findes, og dér har Camilla Bakbøl et sæt stærke kompetencer og erfaring at trække på, siger Thomas Andersen.
I afdelingen for Kultur og Fritid hilser kultur- og fritidschef Kent Sørensen også kommunens nye Bevæg Dig For Livet-konsulent hjertelig velkommen:
- Camilla Bakbøl bliver nøglefigur i et vigtigt arbejde, nemlig at sikre fremdrift i Skive Kommunes fælles visionssamarbejde mellem DGI og DIF, som sigter efter at få flere i bevægelse og med i foreningsidrætten. Jeg er ikke i tvivl om, at Camilla Bakbøl er den rette til at løfte opgaven, lyder det.
https://skive.dk/nyheder/kufa-kultur-og-fritid/ny-bevaeg-dig-for-livet-konsulent/